ROMA viser romaernes skjulte København, og Gina er vores guide. Gina er ekspert. Hun er selv fra Rumænien, har i årevis tigget foran Coop for at sende penge hjem til sine tre børn. Hun lærte engelsk i fængslet ved at se amerikanske tv-serier nonstop, indtil hun blev løsladt på grund af manglende beviser.
Georgi er romamusiker fra Rumænien. Han oplever hvordan danskerne elsker musikken og dansen, men ikke er vilde med menneskerne bag. 72 procent af danskerne har en negativ opfattelse af romaer, viste en YouGov-undersøgelse forrige år.
Georgi tager os med på en roadmovie ned gennem Europa, langs de tyske motorveje og til landsbyerne, hvor tiggerne og flaskesamlerne kommer fra.
Gina, Georgi og andre romaer i transit inviterer til romafest med musik og dans. For at blive klogere på vores fordomme mod dem og deres fordomme mod os. For at høre om romaernes 1000-årige historie i Europa. Og om, hvorfor de altid rejser tilbage til Rumænien med en fladskærm.
Roma er en byvandring. En bustur. En romafest.
Medvirkende:
Gina, Georgi og andre rumænske romaer i transit.
Koncept og instruktion: DANIEL WEDEL
ROMA er en vandreforestilling af Paradox Intertainment og Sort/Hvid
Hvor er det godt at sove? Hvor er det godt at tigge? Hvor er det godt at samle flasker? I hvilken vinkel er det bedst at sidde, så man ikke læner sig mod sure butiksejeres ruder? Og hvor stresser politiet mindst muligt?
”Det er politisk teater man godt gider at se. Det docerer ikke, det dømmer ikke, men det får os til at undres og kigge lidt længere på den andens ansigt. (…) Det virker fordi forestillingen er varm, afbalanceret og spilles med stor integritet”
Anne Liisberg, anmelder, Berlingske Tidenden.
”Jeg luskede hjem, varm i hjertet, men også varm i kinderne (...)Forestillingen leverer et stærkt svar på spørgsmålet om, hvorfor romaerne er så upopulære”
Monna Dithmer, anmelder, Politiken
”Fantastisk oplevelse. Flere mennesker burde se den forestilling”
Steen Rosenquist, Hus Forbi-sælger, formand for Månestrålerne.
”Humor og alvor i en meget afbalanceret kombination.
Især busturen gjorde indtryk på mig, nok fordi billederne fra Rumænien mindede mig meget om mange af de steder, jeg har besøgt romaer rundt om i Europa”
Malene Fenger-Grøndahl, journalist og forfatter til bogen: ”Roma”
Fotos og video: Søren Meisner
Støttet af